Islamisk Stat holdt møde i Vejle

- Jeg nåede at tage afsked. Jeg tænkte tanken, at jeg ikke skulle se mine børn igen.
Søren Møller er direktør på Fredericia Teater. Han rejser meget og er blandt andet ofte i USA for at samarbejde med teaterfolk der. Og det var under en rejse dér, han i januar 2011 kom ud for noget, der i dén grad rystede ham.
- Jeg er normalt ikke let at vælte af pinden. Men dét her fik mig ned med nakken, siger han.
I lang tid efter sin oplevelse var han i kriseterapi. Han er blevet klogere på sine egne grænser og prioriteter. Og han er afklaret.

Telefonen ringer

Historien begynder i Austin, Texas. Det er 9. januar 2011. Sørens fly til Washington er forsinket, og flyselskabet indkvarterer ham derfor på et hotel i nærheden af lufthavnen.
Han er træt og går tidligt i seng. Efter cirka halvanden times søvn vækkes han af, at værelsets telefon ringer.
Stemmen i den anden ende fortæller, at et livsfarligt gasudslip siver gennem hotellets gange. Stemmen understreger, at der ikke er tale om en øvelse, og at Søren har én chance for at undgå den dødelige gas. Stemmen pointerer sagens alvor og oplyser, at de kolleger der kan høres i baggrunden, er i færd med at alarmere hotellets andre gæster.
Søren får besked på at blokere alle åbninger langs dørkarmen med våde håndklæder. Han får besked på at åbne vinduet så meget som muligt, så der kommer frisk luft ind.
Alt elektrisk skal straks afmonteres. Dernæst får Søren ordre på at knuse det lille glasrør i værelsets sprinkler, fordi gassen ellers kan trænge ind ad den vej.
Han forsøger at holde vejret, mens han med en kuglepen prøver at knække glasrøret. Stemmen i telefonen bliver nu utålmodig og beordrer ham at bruge hvad som helst til at knuse sprinkleren: "This is your only chance!".
Søren griber et baggagestativ og slår til.
Vandet fosser ud i ubeskrivelige mængder og danner hurtigt et vandspejl på gulvet. Telefonforbindelsen afbrydes.

Ud på kanten

For at kunne trække vejret frit bryder Søren hotelværelsets vindue helt op. Han kravler ud på en gesims og råber efter hjælp.
Han står i anden sals højde. Det er livsfarligt at falde eller springe ned. Indenfor vinduet ser han, at værelset er ved at være oversvømmet. Vandspejlet er ved at snige sig meget tæt på de elektriske stik.
Eksplosionsfaren fra kombinationen af gas og gnister fra en kortslutning for Søren til at overveje at springe, selvom det formentlig vil knuse hans ben. Og kan koste ham livet.
På bygningerne overfor ser han genskinnet af blå blink. Udrykningskøretøjerne holder på hotellets forside. Ingen har set, at han står på afsatsen, der er under 10 centimeter bred.
Vandet i værelset stiger fortsat, og tankerne om familien derhjemme suser gennem Sørens hoved.
Han kan knap holde balancen på gesimsen og må holde fast i vinduesrammen for ikke at falde ned.
Pludselig hører han en stemme:
- Kom med. Denne vej!
Inde i værelset står en medarbejder, der råbende forklarer den gennemblødte og rystende teaterdirektør, hvordan han skal finde vej gennem hotellet og ud.
På gaden mødes han af brandfolk og andre hotelgæster. Men ingen er så rystet som ham.
Efter en lille puste-pause bevæger han sig ind i lobbyen, hvor han straks bliver trukket til side af fire betjente.

Afhøringen

Betjentene fortæller, at der slet ikke havde været noget gasudslip. At der slet ikke havde været nogen livsfare. At der slet ikke var nogen grund til at aktivere sprinkleranlægget, som har vandskadet en stor del af hotellet.
Søren bliver mistænkt for at have iscenesat hele forløbet med det formål at udløse panik og millionskade.
Han forklarer sig, og et par betjente eftertjekker, at værelset er efterladt, så det passer med teaterdirektørens fortælling.
Han løslades, men med en bemærkning om at han stadig risikerer, at hotellet kræver erstatning for de omfattende vandskader og tabt omsætning. Det sker dog aldrig.
Hele episoden var med stor sandsynlighed en særlig forfinet form for forsikringssvindel. Eller måske et udslag af en forskruet konkurrencesituation mellem hotellerne i Austin ud fra devisen "Ring konkurrentens gæst op og få ham til at smadre hotellet".
- Du er fra udlandet og tror det næppe, men folk her gør nogle "pretty fucked up things", siger er hærdebred US Ranger til den chokkerede fredericianer.
Dagen efter tager en søvnløs teaterdirektør flyet hjem og booker en tid hos en krisepsykolog.

Vejen tilbage

- Jeg brugte et halvt års tid på at finde vejen tilbage til mig selv, siger Søren Møller i dag.
I den periode var han ikke rigtig sig selv.
- Jeg havde ikke overskud til at lytte til min empati. Jeg kunne ikke påtage mig andres problemer. Jeg kunne ikke rumme det sideløbende med at håndtere mig selv og mit eget. Og samtidig havde jeg nok en tendens til at synes, at de problemer andre gik og havde, ikke var så store, siger han.
Enkelte kan ikke forstå, at han kunne hoppe på limpinden, som han gjorde.
- Men prøv at forestille dig: Du bliver vækket af en telefonstemme med autoritet og gennemført lydkulisse i baggrunden. Alle ville hoppe på den. Og betjentene fortalte da også, at de havde set det samme ske på andre hoteller, siger han.
Sideløbende med sine terapeutsamtaler genoptog Søren sit arbejde. Og rejste tilbage til USA to uger efter at have været helt ude på kanten.


- Jeg var klar til at springe. Og jeg vidste, hvad dét kunne betyde.
Søren Møller
Teaterdirektør


- Tanken om ikke at skulle se mine børn igen...
Søren Møller
Teaterdirektør