Farlig tredobbelt bankrøver efterlyses:

Har du set Rudolf?

På baggrund af den seneste tids røverier i Brønderslev efterlyser Nordjyllands Politi nu en 36-årig mand, der menes at stå bag tre af røverierne

Den efterlyste person er identisk med 36-årige Rudolf Ivanovs, der stammer fra Letland. Han blev i  2013 udvist af Danmark for at begå berigelseskriminalitet, det vil sige tyverier og indbrud.
Politikommissær Jens Møller Søgård fra Lokalpoliti Frederikshavn oplyser, at man mistænker Rudolf Ivanovs for at stå bag følgende 3 bankrøverier:
- Tirsdag den 12. august klokken 12.28 i Nordea, Bredgade 7, 9700 Brønderslev.
- Mandag den 17. november klokken 12.23 i Jyske Bank, Bredgade 13, 9700 Brønderslev.
- Tirsdag den 18. november klokken 15.03, Peder Møllers Plads 5, 9700 Brønderslev.
Her er facebook-siden, du er nødt til at synes godt om
Det er de tekniske undersøgelser, gerningsmandens adfærd samt hans beklædning under røverierne, der danner grundlag for, at Nordjyllands Politi nu efterlyser gerningsmanden.
Ved alle 3 røverier var han bevæbnet med en pistol eller en revolverlignende genstand, og politiet betegner ham som farlig.
SE FLERE BILLEDER AF RUDOLF I GALLERIET HER PÅ ARTIKLEN

Ring 114 - pågrib ikke selv

Politikommissær Jens Møller Søgård understreger, at man skal ringe til politiet på 114, hvis man ser Rudolf Ivanovs – man skal ikke selv forsøge at pågribe ham.
”Han må efter det foreliggende betegnes som farlig. Og vi har en formodning om, at han opholder sig i eller omkring Brønderslev,” siger Jens Møller Søgård. Nordjyllands Politi modtager gerne oplysninger i sagen på 114.
SE FLERE BILLEDER AF RUDOLF I GALLERIET HER PÅ ARTIKLEN

Publiceret 19 November 2014 13:22