Mystik i sag om tøj indsmurt i blod og afføring

Sydøstjyllands Politi er på bar bund i den mystiske sag fra Rask Mølle ved Uldum, hvor jægere lørdag ved 13.45-tiden fandt en større blodplamage samt en pude, pudevår, plastiksæk og flere sokker vædet af blod. På stedet blev der også fundet sokker med rester af afføring.
Politiet har efterforsket på og omkring stedet, men har endnu ikke klarlagt, hvad der er sket, og hvordan genstande er havnet på stedet. Man har dog fået bekræftet, at blodet stammer fra mennesker.
Politiet vil ikke udelukke nogen form for hændelser, og efterforsker sagen for fuld styrke. I den forbindelse vil man rigtig gerne i kontakt med personer, der har set eller hørt noget omkring Rask Skov de seneste dage.
Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Publiceret 03 January 2015 21:00