Vicepolitiinspektør Bent Thuesen (i midten) bekræfter nu over for Lokalavisen Esbjerg, at der helt sikkert ligger en forbrydelse bag drabet af en 63-årig mand.

Vicepolitiinspektør Bent Thuesen (i midten) bekræfter nu over for Lokalavisen Esbjerg, at der helt sikkert ligger en forbrydelse bag drabet af en 63-årig mand.

Politiet til Lokalavisen:

Ja, der ligger en forbrydelse bag

Af
Rune Weitling

Søndag eftermiddag modtog Syd- og Sønderjyllands Politi en henvendelse fra en borger, der undrede sig over, at det ikke var muligt at få kontakt med en 63-årig mand. Politiet tog til mandens bopæl i den nordlige del af Esbjerg og fandt her et lig i huset.

Politiet fattede hurtigt mistanke om, at der kunne ligge en forbrydelse bag ligfundet, og den mistanke bekræfter vicepolitiinspektør Bent Thuesen nu over for Lokalavisen Esbjerg efter at manden er blevet obduceret:
"Jeg kan bekræfte, at manden er død som følge en af en forbrydelse. Det var vores mistanke, og den har vi fået bekræftet. Men hvordan forbrydelsen er begået kan jeg ikke sige, da der er nogle detaljer omkring det, som vi skal have undersøgt i vores efterforskning."
Hvad med dødstidspunktet, har obduktionen kunne sige noget om den?
"Vi kan ikke helt fastlægge et endelig dødstidspunkt, men jeg vil sige det sådan, at han har ligget der i nogen tid før jul. Vores videre efterforskning skal så gerne klarlægge nærmere, hvornår man sidst har registreret almindelige livstegn fra ham," siger Bent Thuesen til Lokalavisen Esbjerg.
Den 63-årige mands 21-årige søn blev søndag kl. 16.07 anholdt og sigtet for drabet på sin far.
I et grundlovsforhør mandag blev sønnen varetægtsfængslet frem til den 6. februar, selv om den han har erklæret sig uskyldig i drab.

Sigtelsen lyder på, at den unge mand engang i efteråret slog sin far ihjel, hvorefter han pakkede liget ind og tilsyneladende levede med det på første sal i en bolig i Umanakparken, indtil han søndag eftermiddag blev anholdt.

Publiceret 14 January 2015 10:45