Thorsten Schmidt forlader Ruths Hotel i Gl. Skagen

Thorsten Schmidt forlader Ruths Hotel i Gl. Skagen

Kendt dansk tv-kok forlader legendarisk hotel

Af
Jesper Lundh

Den prisvindende og innovative kok, Thorsten Schmidt, er færdig på Ruths Hotel i Gl. Skagen. I stedet for Thorstens eksperimenterende linie, ønsker hotellet at vende tilbage til en mere klassisk gastronomisk stil.
"Vi har været overordentlig glade for samarbejdet med Thorsten Schmidt. Men vi er ikke 100% overbeviste om, at Gl. Skagen for alvor er klar til hans meget personlige, innovative og legende nye nordiske stil," siger Peter Christian Jensen, direktør på Ruths Hotel.
Ifølge direktøren er Thorsten Schmidt blandt de dygtigste kokke, han har set og oplevet i et køkken omkring det nye nordiske køkken.
"Jeg har været utrolig glad for at være kaptajn på Ruths Hotel. Det har været en spændende og berigende opgave, og jeg er stolt over at have nået mine gastronomiske mål for 2014. Jeg har stor respekt for Ruths Hotels værdier og traditioner, men ønsker ikke at vie de næste år til en rejse i det klassiske køkken," siger Thorsten Schmidt.
Ny køkkenchef på Ruths Hotel bliver Dennis Juhl, som er tidligere souschef på stedet. Han har, gennem flere år, arbejdet under Michel Michaud og Thorsten Schmidt og er således godt rustet til posten.
 
Thorsten Schmidt fratræder ved udgangen af februar måned.

Publiceret 21 January 2015 13:57