Brag i Aalborg ledte politiet til krysantemumbomber

En hundepatrulje fra Nordjyllands Politi hørte fredag klokken 17:15 et ordenligt brag fra et kanonslag i Kildeparken i Aalborg.
Hundepatruljen kørte til stedet, hvor de bemærkede tre mænd og en kvinde. Da personerne opdagede patruljen, kastede en 23-årig mand, som er fra lokalområdet, en plastikpose fra sig. I den fandt hundepatruljen en krysantemumbombe. Kort fra stedet fandt hundepatruljen endnu en plastikpose indeholdende yderligere to krysantemumbomber og 19 kanonslag.
Den 23-årig mand blev sigtet for overtrædelse af Fyrværkeriloven og for at være i besiddelse af den ene af de tre krysantemumbomber.
Fyrværkeriet blev efterfølgende afhentet af ammunitionsrydderne fra Skive Kaserne.
Nordjyllands Politi vil i forbindelse med fundet endnu engang advare om farligheden ved dette ulovlige fyrværkeri.

Publiceret 24 January 2015 14:37