Smed kakao i hovedet på togkontrollør

Udsigten til af få en kontrolafgift i kystbanetoget fik fredag morgen en 19-årig mand fra Kvistgård til at smide en kop kakao i hovedet på en DSB togkontrollør. Det oplyser vagtchefen hos Nordsjællands Politi.
Episoden skete, da toget kørte omkring Snekkersten klokken 08:47. Her blev den 19-årige, som var udstyret med et specielt rejsekort, gjort opmærksom på, at han rejste udenfor den tidsperiode, som kortet gælder i, og at det ville udløse en afgift. Denne besked fik tilsyneladende den unge mand op i det røde felt.
Rejsekortet blev inddraget, og derfor ved politiet, hvem den 19-årige er. Han kan se frem til en sigtelse for vold imod tjenestemand i funktion, oplyser politiets vagtchef.

Publiceret 24 January 2015 11:19