Kvindes sparsomme signalement af blotter:

"Han var temmelig ulækker"

Politiet må sætte deres lid til overvågningsbilleder, hvis de skal opklare identiteten på manden, som fredag aften ved 20-tiden blottede sig i et tog på strækningen mellem København og Helsingør.
Det 17-årige kvindelige offers beskrivelse af manden er i hvert fald temmelig uldent, da hun kun beskriver ham som værende dansk, 20-30 år og temmelig ulækker.
Ifølge vagtchefen hos Nordsjællands Politi observerede kvinden først, at manden gik frem og tilbage i toget flere gange, mens han kiggede på hende. På et tidspunkt satte han sig overfor hende og begyndte at onanere løs, hvorefter hun rejste sig og gik.
Manden var forsvundet fra toget, da politipatruljen nåede frem.
"Sædvanligvis er der overvågning i togene, så chancen for at han er fanget på billederne er til stede," siger vagtchef hos Nordsjællands Politi, Søren Bjørnestad, til Lokalavisen.dk.

Publiceret 24 January 2015 13:14