Arkivfoto.

Arkivfoto.

Hidsig biljagt i 45 minutter:

Iskold biltyv med 10 patruljer i hælene

Med 10 patruljevogne efter sig forsøgte en biltyv i 45 minutter at ryste politiet af sig mandag formiddag. Biltyven kørte blandt andet venstre om i flere rundkørsler, ræsede ud over markerne og på kørte en politibil.
Jagten startede med at ejeren af en landejendom i Terp nord for Ulstrup i Østjylland ringede til politiet kort efter at han havde haft indbrud. To mænd havde stjålet nøglen til hans motorcykel og var stukket af – den ene på den stjålne motorcykel, den anden i en stor sølvgrå 4-hjulstrækker.
Kun seks minutter senere opdagede politiet den grå 4-hjulstrækker ved Ulstrup, og det blev startskuddet til en 45 minutter lang biljagt tværs over marker og jernbaneoverskæringer.
I Langå kørte biltyven venstre om i to rundkørsler. Hastigheden var kun 60-80 km/t, og politiet havde hele tiden øjnene på ham, oplyser politiet. Fra Langå kørte han mod Nord af Randersvej, mens antallet af patruljebiler, han havde i hælene, steg til seks eller syv.
Pludselig kørte han ind over markerne sydvest for Stevnstrup, hvor politiet ikke kunne følge efter. Her kørte han lidt frem og tilbage, inden han kørte ind i Stevnstrup og over jernbaneoverskæringerne via små grusveje. Turen fortsatte ad Randersvej til Gl. Viborgvej, hvor antallet af politipatruljer nærmede sig 10, og føreren igen valgte at køre ind over markerne.
Da han kom ud på vejen igen påkørte han først en patruljebil, der dog kun fik mindre materielle skader, og derefter kørte han ind over de sømmåtter, politiet havde lagt ud, så han punkterede på begge forhjul. Turen endte kort efter på Viborgvej, hvor den punkterede bil blev omringet af politiet og endte i en mur.
Den 49-årige fører af bilen, der er fra lokalområdet, blev anholdt på stedet og kan se frem til adskillige sigtelser for overtrædelse af færdselsloven. Manden, der i øvrigt har fået frakendt sit kørekort, er nu kørt til afhøring på Randers Politigård.

Publiceret 11 May 2015 12:28