Vidner i retssag truet med køkkenkniv

En 51-årig mand fra Lyngby er blevet varetægtsfængslet i 10 dage efter at have opsøgt vidner til en kommende retssag og truet dem med kniv

Af
Anne Dahl Kristensen

Det var et noget ubehageligt besøg, som personer på en adresse på Melagervej i Lyngby onsdag fik. Om formiddagen klokken 11.15 dukkede en 51-årig mand nemlig op uden for døren, og med sig havde han bragt en køkkenkniv. De pågældende personer er ifølge døgnrapporten hos Nordsjællands Politi vidner i en kommende retssag, og med køkkenkniven truede den 51-årige personerne, ligesom han gav trusler verbalt. Nordsjællands Politi sendte patruljer til stedet, og det lykkedes betjentene at finde frem til den 51-årige mand, som selv kommer fra Lyngby. Han blev anholdt og senere fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet i 10 dage.

Publiceret 22 May 2015 12:00