Tricktyve dømt:

Stjal mindst 58 dankort og misbrugte dem 1.000 gange

Ved Retten i Kolding er der afsagt dom mod to rumænere i en sag om tricktyveri af den helt store slags.
Dommene lød på to års fængsel og udvisning fra Danmark for altid til en 35-årig rumænsk mand og et års fængsel og udvisning i seks år fra Danmark til en 26-årig rumænsk kvinde.
De to rumænske tricktyve har systematisk arbejdet efter samme metode: Først ved at aflure pinkode, herefter stjæle det tilhørende Dankort for til sidst at misbruge kortet ved at hæve penge i betalingsautomater og i forretninger.
Den 35-årige mand blev dømt for mere end 40 tyverier af Dankort og herefter misbrug af de stjålne kort i mere end 750 tilfælde. Den 36-årige kvinde blev dømt for at have stjålet 18 Dankort og misbrugt dem cirka 250 gange. I alt har de to dømte misbrugt Dankort for et beløb på cirka 1,7 millioner kroner.
Tricktyverierne er foregået i perioden april-oktober 2014.
Den 35-årige rumænske mand har været varetægtsfængslet siden november 2014, og den 26-årige kvinde siden januar 2015. De to rumænere modtog begge dommen, skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Publiceret 25 May 2015 11:30