Sms-kæde fældede litauisk kvinde med falske penge

Endnu engang har Nordsjællands Politis sms-kæde Tryk Politi vist at være en styrke

En 30-årig litauisk kvinde er lørdag ved Retten i Lyngby blevet varetægtsfængslet i 14 dage anklaget for at have snydt flere forskellige Kvickly-butikker i Nordsjælland med falske 100 eurosedler. Det oplyser vagtchef Steffen Østergaard fra Nordsjællands Politi.
Takket være politiets sms-kæde, Tryk Politi, og en årvågen Kvickly-ansat blev kvinden anholdt i Frederikssund fredag ved 16-tiden. Forud for anholdelsen havde hun betalt Kvickly på Farum Bytorv med en falsk 100 euro-seddel omkring klokken 12.30, hvilket fik politiet til at udsende en efterlysning af hende via sms-systemet. Denne sms havde en ansat i Kvickly Frederikssund modtaget, og da den litauiske svindler pludselig dukkede op i butikken, kontaktede den ansatte politiet, som straks rykkede ud. Kvickly-medarbejderen skyggede litaueren, og kunne på den måde guide politiet direkte til hende.
Ifølge politiets vagtchef menes kvinden at stå bag mindst otte forhold af lignende karakter i Nordsjælland.

Publiceret 30 May 2015 15:11