Bevidstløs druk bag rattet:

Lastvognchauffør ville parkere med promille på 4

Vi ved alle, hvor svært det kan være at lave en parallelparkering. Forestil dig så at skulle parallelparkere en stor lastbil - plørefuld. Det var, hvad en lastvognchauffør forsøgte onsdag aften ved 22-tiden på Blidögatan i Malmø Havn, skriver Lokalavisen.dks svenske søsteravis Lokaltidningen.se.
"Vi fik meldingen om, at tre lastbiler var stødt sammen på Blidögatan, men da patruljen kom til stedet, viste det sig, at det var en chauffør, som man mistænkte for at være beruset, der havde kørt ind i to andre parkerede lastbiler," siger Mia Sandgren fra svensk politis kommunikationscentral til Lokaltidningen.se.
Blodprøven viste senere, at chaufføren, som er i 50-års alderen, havde en promille på fire, hvilket må være noget nær rekord bag et rat. Normalt vil man nærmest være bevidstløs i den tilstand.

Publiceret 17 September 2015 14:56