Fra venstre ses formand for SGIBordtennis Bent Christiansen, Terese Bonnichsen, Per Bonnichsen Jensen og kasserer i SGIBordtennis Christer Lindén. De 25.000 kroner skal i første omgang bruges til nogle af de ubetalte regninger, hvorefter de skal ud at arbejde for at skaffe flere medlemmer til klubben.

Fra venstre ses formand for SGIBordtennis Bent Christiansen, Terese Bonnichsen, Per Bonnichsen Jensen og kasserer i SGIBordtennis Christer Lindén. De 25.000 kroner skal i første omgang bruges til nogle af de ubetalte regninger, hvorefter de skal ud at arbejde for at skaffe flere medlemmer til klubben.

Formand rendte med kassen:

Håndsrækning efter bordtennis-bedrag

SGI Bordtennisklub er i knæ. Nu tyder meget dog på, at klubben kan komme på fode igen efter en generøs håndsrækning fra et af klubbens medlemmer. Årsagen til det hele skal findes i, at den tidligere formand er rendt med kassen og har efterladt stor gæld.

Af
Rune Weitling

"Der var nærmest en begravelsesstemning. Ja, det var sgu en bedemandsklub, man kom ned i."

Ordene falder fra Per Bonnichsen Jensen, bestyrelsesformand for N&K Spedition i Esbjerg og mangeårig medlem i SGI Bordtennis, da han forklarer, hvorfor familien Bonnichsens holdingselskab har haft den helt store pung fremme.

Intet indre end 25.000 kroner, fri kontigent resten af 2015/2016 sæsonen til alle nye spillere samt et sæt spilletøj med shorts, trøje, bukser osv. til alle, der fortsat spiller i januar måned, har familien foræret til klubben.

Formand rendt med kassen

Årsagen til gaveregnen er dog kedelig, og den skal findes tilbage i foråret, hvor klubbens bank pludselig ringer og siger, at kontoen er i minus og der er noget, som slet ikke stemmer.
Gennem flere måneder har klubbens formand, og angiveligt også kasseren, systematisk taget fra kassen. En formand, der kort forinden er genvalgt og har været en del af klubben i flere år. De resterende bestyrelsesmedlemmer havde ingen mistanke om bedraget:

“Nej, det havde vi ikke. Han var jo bestyrelsesmedlem gennem en årrække, og vi er en lille klub, som ikke har mange folk at tage af, så derfor genvalgte vi ham også i 2014. Men da vi først fik opringningen fra Sydbank og kunne se, at kontierne slet ikke var i overensstemmelse med, hvad der skulle stå, ja så kunne vi nok regne ud, at den var gal,” siger den nuværende kasserer og træner Christer Lindén, mens nuværende formand Bent Christiansen supplerer:

“Der er blevet bedraget på alle mulige måder over et års tid og for et beløb, der nærmer sig 70.000 kroner. Da vi konfronterede ham med det, så tilstod han mere eller mindre det hele og bad om mulighed for at tilbagebetale beløbet. Han sagde, at pengene var brugt på forskellige private formål. Men da der var gået en rum tid, og han ikke var i nærheden af at have betalt tilbage, så politianmeldte vi ham den 29. maj.”

Ubetalte regninger

Siden har politiet efterforsket sagen, de resterende bestyrelsesmedlemmer har givet deres besyv med og i næste måned skal sagen for retten.

Alt imens har de tre bestyrelsesmedlemmer Christer Lindén, Jens Overlund og Bent Christiansen forsøgt at lande på fødderne og finde en måde at få klubben på fode igen. Samtidig har de måtte bede kreditorer om forståelse, når ubetalte regninger for forsikringer og spillerlicenser pludselig er dukket op.

“Og der har vi været meget heldige. Alle har vist forståelse, når vi har forklaret situationen,” siger Bent Christiansen og Christer Lindén, der under sidste uges checkoverrækkelse lovede Per Bonnichsen Jensen, at de vil gøre deres ypperste for at få klubben løbet i gang igen og afvikle gælden.

Det svar var bestyrelsesformanden og medlemmet af klubben godt tilfreds med:

“Det er ikke min opgave at redde klubben, hvis den bliver drevet dårligt, eller der ikke er medlemmer nok. Men jeg kan simpelthen ikke acceptere, hvis SGI Bordtennis skal gå nedenom og hjem, fordi en gemen tyv har tømt kassen. Det er for lavt, og derfor træder jeg til med en hjælpende hånd,” forklarer Per Bonnichsen Jensen.

Publiceret 03 November 2015 12:00