Aldi-kunde tog sagen i egen hånd:

Bad røver om at skride og smed ham ud

Aldi på Byagervej i Fuglebjerg var fredag eftermiddag klokken 16.37 udsat for et røveriforsøg, oplyser
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
En mand kom ind i forretningen, og med et koben truede han en kassemedarbejder, slog til dankortterminalen og forlangte at få udleveret kontanter. Det ville en anden kunde i forretningen ikke finde sig i. Han trådte resolut til, bad røveren skride og smed ham ud af forretningen, uden at han var lykkedes med at få en krone med sit. Han forsvandt derefter fra stedet.
Røveren beskrives som: cirka 20-25 år gammel, omkring 170 cm høj og spinkel. Han havde en lys beige jakke på, formentlig af mærket Canadian Goose, sandfarvede lærredsbukser og et par sorte Nike sneakers.
Senere samme aften klokken 21.39 blev politiet kaldt til Uno-X-tanken på Sandvedvej i Fuglebjerg, hvor der netop havde været røveri. Her var to mænd kommet ind i forretningen og havde selv tømt kasseapparatet for kontanter, som de fyldte i en sort sportstaske sammen med nogle flasker spiritus og nogle pakker cigaretter. Den ene af røverne truede med et koben og beskrivelsen af ham svarer nogenlunde til røveren fra Aldi tidligere på dagen. Den anden beskrives som: cirka 20-26 år, 160 cm. høj. Han var iført en sort jakke, sorte bukser og sort maskering.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der har oplysninger til de to sager. Ring 1-1-4.

Publiceret 16 November 2015 10:01