I dag er Luise glad for livet, men sådan har det ikke altid været. Foto: Mette Henriksen

I dag er Luise glad for livet, men sådan har det ikke altid været. Foto: Mette Henriksen

Luise sprang ud fra bygning som 14-årig:

"Jeg ønskede virkelig at dø den dag"

Af
Mette Henriksen

"Det var ikke bare et ønske om at blive hørt eller et råb om hjælp. Jeg ønskede virkelig at dø den dag."
Studerende Luise Persson Kopp sidder over en kop kaffe i en af de mange stuer i den gedigne patriciervilla i Aabenraa, som har været i familiens eje i flere generationer. Mormoren på 96 bor nedenunder, mens Luise og kæresten Christian deler første salen med deres to katte.

Livet er godt

Livet er godt, men sådan har det ikke altid været. Og dagen, hvor hun ville dø, står stadig klokkeklart i 26-åriges Luises erindring.
"Jeg havde bare fået nok. Nok af forkerte venner, nok af, at folk ikke forstod mig og bare syntes, at jeg var underlig, irriterende og snakkede for meget. Nok af at føle mig forkert hele tiden," siger hun om den dag, hvor hun som 14-årig sprang ud fra første sal og slap med et brud på ryggen.
Luise fik konstateret ADHD i en alder af 21 år, og hendes opvækst var præget af nederlag, mobning, ensomhed og en konstant følelse af at være forkert. Gode voksne, som hendes forældre og en højtelsket klasselærer, samt hendes passion for ridesporten, gjorde forskellen undervejs.
"Som barn har jeg ikke haft de store udfordringer som sådan. Jeg var glad, selvom det var hårdt i skolen. Jeg var meget på rideskolen og havde mange venner derfra, og jeg havde det også til tider fint med mange fra min klasse. Som teenager følte jeg mig derimod meget ensom, selvom jeg havde en del venner," siger Luise og tilføjer reflekterende:
"Jeg forstår godt, hvorfor folk, eller nærmere voksne, synes at jeg var træls, når jeg snakkede for meget. Men at jeg blev mobbet, fordi jeg "ikke passede ind", synes jeg stadig ikke er ok. Det har givet mig en større forståelse for, hvorfor børn reagerer, som de gør, i dag."
Det er dog ikke kun ensomheden og frustrationen over at være anderledes, som går igen som en rød tråd, når hun fortæller sin historie. Der er kærligheden til forældrene, som står ved hendes side - gang på gang, når hun bliver mobbet i skolen, men også i de svære teenageår, hvor Luise foretager flere skoleskift, skejer ud med stoffer, forkerte venner og voldelige kærester. På listen over nedture er også flere mere eller mindre halvhjertede selvmordsforsøg.
"Min mor og far har gjort alt for at hjælpe og har altid støttet mig - de er fantastiske," siger Luise.

Spelt-freak og rollemodel

Hun glemmer aldrig den dag, da hun som 21-årig sidder overfor endnu en psykolog, som langt om længe kommer med de forløsende ord.
"Efter at have hørt på mig i ganske kort tid siger han, "Du har da ADHD", og det var bare så forløsende. Det gav så meget mening og brikkerne faldt ligesom på plads. Jeg har ikke tal på, hvor mange psykologer og behandlingssteder vi har opsøgt igennem min opvækst, og pludselig var der en forklaring på de ting, jeg havde kæmpet med," siger Luise, som ved hjælp af medicin og redskaber har fået så meget styr på sit liv, at hun i dag er godt på vej til at være færdiguddannet som Klinisk diætist fra UC Syddanmark i Haderslev. Foreningen af Kliniske Diætister har netop kåret hende til årets studerende, og hun brænder nu for at komme ud og vejlede andre om sundhed, kost og motion og drømmer om en forskerkarriere - og børn.
"De fleste, som kender mig gennem studiet eller mine projekter med børn og sundhed, vil nok tænke, "Det kan da ikke passe at fornuftige, målrettede Luise, spelt-freaken over alle, har haft gang i alt det her"?," siger hun hudløst ærlig.
"Jeg er ikke flov over at fortælle min historie. Den har jo gjort mig til den jeg er i dag, så hvis jeg kan hjælpe andre ved at stå frem, så gør jeg det gerne. Så giver det hele lidt mere mening, og min personlige kamp har måske ikke været forgæves."

Publiceret 04 January 2016 10:07