ADVARSEL:

Sådan kan biltyve stjæle din bil ved hjælp af en mønt

Hold et vågent øje med dørhåndtaget i passagersiden af din bil. Tyveknægte kan ved hjælp af en mønt snyde bilens centrallås

 
En mønt fastklemt i håndtaget på din bildør kan være optakten til, at en tyv vil skaffe sig adgang til din bil. Det skriver flere medier, som fortæller, at den nye metode netop nu spreder sig rundt om i USA.
Den går helt konkret ud på, at tyven kiler mønten fast i bilens dørhåndtag på passagersiden, og derefter sætter sig til at vente på, at du skal ud og køre. Når du kører afsted i din bil, følger tyven efter dig, og når du igen parkerer og tror, du låser din bil, så forhindrer den fastklemte mønt centrallåsen i at virke. Det opdager du sansynligvis ikke. Du forlader blot bilen, og tyven har nu adgang til din ulåste bil, forklarer Dagens.dk.
Det i tyvens øjne smarte trick skal nok finde vej her til landet også. Indtil videre lader det dog ikke til, at være det store problem.
Det siger Pia Tange, der er direktionssekretær hos Nordsjællands Politi.
"Vi har indtil videre ikke haft nogle anmeldelser om det, men det betyder jo nødvendigvis ikke, at tricket ikke har været benyttet i forbindelse med nogle af de tyverier fra biler, som vi oplever," siger Pia Tange.
Hun fortæller i øvrigt, at et lignende trick blev brugt flittigt for en del år tilbage.

Publiceret 06 January 2016 13:34