Mange henvendelser efter brandstifter-video:

Politiet har fået fem navne

Fyns Politi har fået 14 henvendelser fra borger, der mener, de kan hjælpe med opklaringen

For første gang findes der muligvis billedmateriale af serie-brandstifteren, som, Fyns Politi mener, har hærget i Odense siden i sommer, og som angiveligt står bag mindst ti påsatte brande.
Mandag valgte politiet at offentliggøre en video af en suspekt mand, der luskede rundt på stien og i buskene mellem FKS-Hallen og Dyrup Kirke 18. december i netop det tidsrum, hvor en gerningsmand forsøgte at sætte ild til et spejderskur ved Dyrup Kirke.
Video-optagelserne kan vise sig at være et afgørende led i at fange serie-brandstifteren, for efter videoen ramte de danske medier, har Fyns Politi fået flere gode henvendelser fra borger, der mener, de sidder inde med vigtig viden.
“Vi har fået 14 henvendelser på baggrund af, at vi offentliggjorde den video. En del af henvendelserne går på specifikke navne, som vi undersøger, mens resten går på hans beklædning i form af, hvilken slags sko og tøj, han har på, og hvor man kan købe sådan noget henne. Så jeg vil sige, vi har fået en god del henvendelser,” sagde efterforskningsleder Henrik Justesen til Lokalavisen Odense tirsdag eftermiddag.
SE OVERVÅGNINGSVIDEOEN HER

Fem navne - to går igen

Efterforskningslederen og hans hold er nu gået i gang med at se, om man kan stykke nok sammen til at finde frem til en decideret mistænkt.
“Der er nogen, der mener, de kan genkende ham, men når vi får et navn, kan vi ikke bare køre ud og hente manden. Sådan spiller klaveret ikke, men vi skal selvfølgelig undersøge personen og tjekke op på bevæggrundene for, hvorfor de mener, det kan være ham. Det er vi i gang med at efterforske,” siger Henrik Justesen og fortæller, at nogle af navnene stemmer overens med personer, man allerede har haft i kikkerten.
“Vi har fået fem navne på personer. En enkelt eller to er personer, der går igen på den måde, at vi har haft dem som 'interessepersoner',” siger han.

Seneste offer for brandstifterens hærgen var værtshuset Bondestuen. Den over 150 år gamle bygning var totalskadet efter branden. Foto: Danni Paulsen

Seneste offer for brandstifterens hærgen var værtshuset Bondestuen. Den over 150 år gamle bygning var totalskadet efter branden. Foto: Danni Paulsen

Formoder, det er ham

Er det jeres overbevisning, at det er serie-brandstifteren, der fremgår af videoen?
“Det formoder vi. Jeg kan ikke sige, at det er gerningsmanden, for jeg kan ikke se, at han sætter ild nogen steder. Men vi kan da undre os over, at pågældende går rundt med tildækket underansigt, og at han mellem klokken 22 og 23 bevæger sig ude i det område, hvor der opstår ild klokken 22.33.”
“Det gør, at vi formoder, det er gerningsmanden, eller i hvert fald et godt vidne, der måske gerne vil fortælle os, hvad han så i området den aften. Men han har desværre ikke ringet endnu,” lyder det ironisk fra efterforskningslederen.
Vurderer du, I efterhånden er ret tæt på at fange ham?
“Det er svært at sige. Der foreligger stadig undersøgelser og efterforskning, men det er da altid en fordel, når vi modtager henvendelser på specifikke navne. “
I forbindelse med branden ved Dyrup Kirke fandt man også en plastikdunk med rød påskrift.

Publiceret 06 January 2016 09:36