Peder Hummelmose (V) mener, at han netop har arbejdet for at få havne-sagen belyst og løst. Han havde ikke regnet med selv at blive sigtet. Arkivfoto: Peter Friis Autzen

Peder Hummelmose (V) mener, at han netop har arbejdet for at få havne-sagen belyst og løst. Han havde ikke regnet med selv at blive sigtet. Arkivfoto: Peter Friis Autzen

Peder Hummelmose:

Politi-razzia var ligesom på film

Den tidligere næstformand i Vejle Havn glæder sig over at være blevet sigtet

Af
Peter Friis Autzen

"Jeg er glad for at være blevet sigtet og ransaget. Nu kører sagen, så vi kan blive vasket," siger Peder Hummelmose (V).
Han er blandt de bestyrelsesmedlemmer, der er blevet sigtet og ransaget i forbindelse med politiets efterforskning af skandalen om Vejle Havn. 
"De kom onsdag morgen og ringede på. Jeg var i nærheden," siger Peder Hummelmose, som ikke ønsker at beskrive oplevelsen i detaljer.
"Men det var ligesom på film," siger han til Lokalavisen Vejle.
Læs også: Eksborgmester sigtet i Vejle Havn-sagen
Han havde forventet at høre fra politiet.
"Vi har jo anmeldt den tidligere havnedirektør, så jeg regnede da med at høre fra politiet på et tidspunkt," siger Peder Hummelmose, som dog havde forventet en anden type henvendelse end gårsdagens ransagning.
"Jeg er blevet sigtet for at have begået noget ulovligt," siger Peder Hummelmose, som ikke vil oplyse, hvad han er sigtet for.

Jeg har ryddet op og ryddet op

Peder Hummelmose afviser, at han har noget at skamme sig over i sagen om Vejle Havn.
"Jeg regner med at blive frifundet. Men de (politiet) skal selvfølgelig se, om der har været noget mellem os og Per Kristiansen (den tidligere havnedirektør). Men det er der ikke," siger Peder Hummelmose.
Han fortæller, at han i sommeren 2015 selv begyndte at grave i sagen om Vejle Havn.
"Jeg var næstformand og fungerede som formand under ferien, da jeg begyndte at studere bilag. Jeg havde så en række spørgsmål, som jeg bad direktøren svare på. Men jeg syntes ikke, at forklaringerne var gode nok. Så svarede han, at han jo også snart nærmede sig pensionsalderen. "Lad os sige, at du går på pension nu", sagde jeg så til ham. Og sådan blev det," siger Peder Hummelmose.
Læs også: De ransagede også udhuset og værkstedet
Han mener, at han siden har gjort meget for at få sagen belyst.
"Jeg har ryddet op og ryddet op. Jeg tog affære og gjorde, hvad jeg kunne. Og det bliver jeg ved med, indtil det er overstået," siger han til Lokalavisen Vejle.

null

Publiceret 14 January 2016 14:00