19-årig forsvundet på bytur:

Er væk på fjerde døgn

Af
Daniel Sennek

Den 19-årige Thomas Stralner har været forsvundet siden natten til lørdag, hvor han var i byen i Storegade i Randers.
Thomas Stralner var på diskoteket In The Night, men forlod selv stedet. Det gjorde han uden sine venner omkring klokken halv et om natten. Det skriver TV2 Østjylland.
Desuden efterlod den 19-årige Thomas Stralner sin mobiltelefon på diskoteket, og det har derfor ikke været muligt at komme i kontakt med ham eller spore hans færden via telefonen.
Thomas Stralner kommer fra Himmerland og går på Mariagerfjord Gymnasium. Politiet modtog først en anmeldelse om hans forsvinden i går, mandag, kl. 17.58.
Det fortæller politikommissær Vagn Martinussen fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND:
- Det er Nordjyllands Politi, der har modtaget anmeldelsen. Vi har først lige fået sagen nu og skal i gang med at kigge nærmere på den. I første omgang skal eftersøgningsafdelingen orienteres, forklarer han.

Publiceret 19 January 2016 12:46