Foto: Mostphoto

Foto: Mostphoto

Opmærksom nabo slog alarm:

Forhindrede husbrand

Af
Af Daniel Sennek

En særdeles opmærksom nabo var fredag eftermiddag forskellen på en mindre brandskade og et nedbrændt hus.
"Hvis naboen ikke havde slået alarm, og der var gået 10 minutter mere, så havde ilden fået fat i huset, og så var det gået grueligt galt," siger indsatsleder Karsten Strauss fra Nordjyllands Beredskab i Rebild og Mariagerfjord Kommuner til nordjyske.dk.
Branden blev opdaget kl. 16.27. Den var opstået i en brændestabel, og ilden fik fat i et redskabsskur og var tæt på at forvolde større skade på carporten.
"Det lykkedes at redde carporten, men skuret er brand- og røgskadet. Varmeudviklingen var så kraftig, at to ruder i huset revnede," sagde indsatslederen til nordjyske.dk.
Husets ejere var ikke hjemme, men de kan takke den årvågne nabo for, at branden ikke udviklede sig yderligere.
Branden er formentlig opstået, fordi gnister efter arbejde med en vinkelsliber havde ligget og ulmet under brændestablen.

Publiceret 26 March 2016 09:04