Kassemedarbejder Sabinas opslag går viralt:

"Tænk på, at du påvirker dine omgivelser og dine medmennesker med din opførsel"

Af
Af Daniel Sennek

Sabina Cecilie Timmner Larsen er nyuddannet pædagog og arbejder i en vuggestue. Men samtidig er hun kassemedarbejder i en Netto-butik i indre by. Lørdag skrev hun et opslag, der på mindre end et døgn har fået over 10.000 reaktioner.
"Kære kunder. Jeg er generelt rigtig glad for mit arbejde, jeg sætter stor pris på, at afslutte en opgave tilfredsstillende, jeg gør mit bedste for at smile, at se hver enkelt kunde i øjnene, når jeg betjener dem og at være nærværende, høflig og hjælpsom."
"Jeg møder altid på arbejde i godt humør og glæder mig til, at udføre min opgaver i samarbejde med mine gode kolleger. Det er desværre ikke altid, at jeg afslutter en arbejdsdag i godt humør på trods af dette."
Og så begynder fortællingen om det, som vi alle har set eller kender til, når vi handler.
"Jeg har i dag mødt kvinden, der højlydt brokkede sig over, at jeg havde slået hendes vare ind til en forkert pris (hvorefter det viste sig, at det var kunden der havde set forkert), manden der lige skulle pakke alle sine varer inden han betalte (hvilket resulterede i unødvendig ventetid for de andre kunder), moderen der gav det ældre ægtepar en verbal lussing, fordi de lagde deres varer på båndet i et tempo der ikke passede hende, hvorefter hun selv havde mere travlt med at kontrollere sine børn, end at pakke sine varer."
"Manden der i al sin hast væltede to kasser nudler på gulvet og lod dem ligge, de unge drenge, der pantede dåser, men ikke havde tømt dem ordentlig hjemmefra (hvilket resulterede et mindre maskinsammenbrud) og tre kunder der havde glemt deres pung, hvorefter jeg måtte scanne alle varerne ud igen og få er medarbejder til at lægge dem på plads."
Gudskelov er det ikke kun de negative oplevelser, der bræger dagligdagen. For som Sabine skriver, så for hver mindre glædelig episode, så sker der noget godt.
"Jeg mødte heldigvis også manden der hjalp mig, med at samle førnævnte nudler op, kvinden der lagde mobilen fra sig da det blev hendes tur ved kassen, den lille dreng der var sendt alene ned efter morgenbrød og som stak håndværkeren bag ham et taknemmeligt, tandløst smil, da han gav ham de 2 kroner han manglede, kunden der gav mig et smil og et lille klap på skulderen, da jeg søgte lageret igennem efter netop den vare hun søgte, manden der lod den travle kvinde komme foran i køen, så hun kunne nå sit tog, manden der hjalp en anden kvinde med at finde hvad hun skulle bruge, da mine sproglige færdigheder ikke strækker sig til italiensk og en masse kunder som ønskede mig god dag og god arbejdslyst."
"Disse to ting er nemlig ikke en selvfølge og er desværre ikke noget jeg helt selv er herre over. For mange varer turen i Netto kun få minutter, men for mig og mange andre snakker vi mange timer."
"De fleste Netto medarbejdere er deltids ansatte, passer studie eller andet job og er kun i butikken få gange om ugen. Nej, vi kender ikke prisen eller den eksakte placering på alle varer, men hvis du spørg pænt vil langt de fleste glædeligt hjælpe dig. Jeg kan ikke tale på alles vegne, men fra mig selv ved jeg, at det kan være en lang dag, når jeg arbejder fra 8 morgen til 22 om aftenen, det er et valg jeg selv har truffet og jeg er stadig glad for det, men jeg kan også have haft en hård dag, jeg kan også have hovedpine og jeg er ikke altid lige oplagt."
"Jeg indrømmer at det indimellem smutter med at få ønsket en god dag, men jeg vil gerne love jer, at hvis i sådan en situation ønsker mig en god dag, vil jeg oprigtigt gengælde det og jeg vil gøre mit ypperste for, at du har haft en god oplevelse i netop min butik. Tænk på, at du påvirker dine omgivelser og dine medmennesker med din opførsel og dine udtalelser, både personale og andre kunder og husk, at ingen er fejlfri."
"På forhånd tak og rigtig god lørdag.
- En Netto medarbejder."

Publiceret 24 April 2016 09:07