Adam Kviat Bergmann, der går i 3.g på Gammel Hellerup Gymnasium, er tutor under introdagene, hvor traditionen er at bevæge sig ud i Ulvedalene.

Adam Kviat Bergmann, der går i 3.g på Gammel Hellerup Gymnasium, er tutor under introdagene, hvor traditionen er at bevæge sig ud i Ulvedalene.

Gymnasieelev om mega-drukfest:

Traditionen kan ikke begrænses

To elever fra Gammel Hellerup Gymnasium mener, at traditionen om at tage i Ulvedalene skal fortsætte

Af
Af Kathrine Albrechtsen

 
Adam Kviat Bergmann, der går i 3.y på Gammel Hellerup Gymnasium, mener, at traditionen i Ulvedalene skal fortsætte, men han opfordrer til mere dialog og debat omkring unges druk.
"Jeg har taget ud til Ulvedalene de sidste tre år. Det er en hyggelig tradition, hvor man mødes med sine venner inden og går ud til Dyrehaven. Traditionen i sig selv er god nok, men de seneste år har det nok taget lidt overhånd i forhold til unge, der drikker sig sanseløst beruset. Da jeg var derude, oplevede jeg nu ikke, at det var så voldsom en drukfest, som der bliver tegnet et billede af, men det er selvfølgelig ikke godt, at unge drikker sig ihjel. Men jeg tror ikke, at man kan begrænse traditionen. I stedet skulle landets rektorer tage en snak med deres elever og fortælle, at de skal tage det roligt, så det ikke ender galt. Eller forældre skal komme med en opsang for at sikre, at de unge ikke drikker hjernen helt ud. Jeg ved godt, at introperioden forbindes med en del fest og druk, og det kan være svært for de nye at sige fra for at være en del af fællesskabet – og nogle føler sikkert en del gruppepres. For mig som tutor er det vigtigt, at der er sociale arrangementer på skolen, hvor man lærer hinanden gennem lege og uden alkohol. I forhold til oprydningen i Dyrehaven er jeg enig i, at det ser ret voldsomt ud. Men hvis der bare kom flere hænder fra hver skole og hjalp med oprydningen lørdag morgen, så vil det hurtigt være klaret” siger han.

Ryster folk sammen

Klara Johanne Bredahl Bille fra 2.w på Gammel Hellerup Gymnasium synes, at det er en hyggelig tradition at tage i Ulvedalene.

“Jeg var derude i halvanden time, men der var mange mennesker allerede gået, fordi det regnede. Men stemningen var virkelig god, og folk var glade. Jeg synes, at det er en hyggelig måde for 1.g'ere at lære hinanden at kende. Selv husker jeg det som super hyggeligt, da jeg startede i 1.g. Traditionen er, at man mødes med sin egen og de ældre klasser inden og går der ud sammen. Så er man der et par timer og går hjem igen, uden at det behøver at være en helt vildt stor fest. Det er en god måde at ryste folk sammen. Jeg synes ikke, at der er mere druk end til andre fester. Ja, folk er fulde, men de er ikke sanseløst fulde. Hele debatten, der har været i medierne omkring festen i Ulvedalene, er slet ikke noget, som vi har talt om på skolen. Jeg synes, at det er en hyggelig tradition, som skal fortsætte. I bund og grund handler det bare om at blive rystet sammen. Så er det egentlig ikke så vigtigt, om det er ude i Ulvedalene. Det hyggelige ved arrangementet i Ulvedalene er også, at man mødes med sine gamle venner fra folkeskolen, der er startet på andre gymnasier, og får talt og hygget med dem”, siger hun.

Publiceret 25 August 2016 15:20