Falsk politimand afsløret på video:

Forsøgte at indkræve bøde

 
Et blåt blink i forruden er ikke altid garanti for, at det er ordensmagten, du er blevet standset af. Det fandt en 19-årig mand ud af, da han torsdag klokken 15.09 blev stoppet af "politiet" på rastepladsen ved Køge Bugt Motorvejen.
Bilen med blåt blink i forruden kørte op foran den 19-åriges bil. Føreren steg ud og præsenterede sig som politimand og sagde, at den 19-årige havde lavet en ulovlig overhaling.
Den 19-årige spurgte efter ”politimandens” legitimation. Det kunne han ikke fremvise, fordi han havde ”glemt” det, og derfor slap den 19-årige også for en bøde.
Heldigvis blev hele episoden filmet på video af den 19-årige, der havde video i den bil, som han kørte i. Derfor kender det rigtige politi også mandens identitet ud fra registreringsnummeret på den bil, han kørte i.
"Sagen er et godt eksempel på, at det er vigtigt at spørge til politilegitimation, hvis man som borger er usikker på, om der rent faktisk er tale om en politimand. Politifolk har pligt til at vise deres legitimation for forlangende," lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Publiceret 09 September 2016 10:05