Arkivfoto.

Arkivfoto.

61-årig fundet efter brutalt gaderøveri:

Blødende og med brækket næse

Af
Af Daniel Sennek

 
En 61-årig mand blev natten til lørdag udsat for et brutalt gaderøveri og overfald, der fandt sted på Vejgaard Torv i Aalborg. Den 61-årige mand blev formodentligt slået ned med en flaske, hvorefter gerningsmanden forsøgte at tvinge den 61-årige til at hæve penge med sit hævekort i en pengeautomat. Men hvorvidt det rent faktisk lykkedes for gerningsmanden at få noget udbytte ud af røveriet, ved politiet endnu ikke, fortæller vagtchef Bruno Brix fra Nordjyllands Politi til Nordjyske.dk.
Den 61-årige mand var nemlig så forslået og beruset, at det ikke er lykkedes at få et godt signalement af gerningsmanden. Og derfor efterlyser Nordjyllands Politi vidner i sagen.
Det var en bilist, der klokken 02.42 fandt den 61-årige, der lå på gaden efter overfaldet. Hvornår overfaldet er sket, ved politiet heller ikke helt præcist, men det er sket forholdsvis tæt på det tidspunkt, hvor manden blev opdaget, altså omkring klokken 02.30
"Han var meget beruset, så afhøringen af ham har været lidt dårlig, og det eneste signalement, vi har af gerningsmanden, er at det var en mand iført en hvid jakke/trøje. Det er det eneste, vi har fået ud af ham," siger Bruno Brix til nordjyske.dk.
Politiet skal i dag se overvågningsvideoen fra hæveautomaten for at komme opklaringenen nærmere. Den 61-årige brækkede næsen enten ved slag eller i et fald, og han havde også fået nogle andre, mindre, skader i ansigtet.
Hvis du har set noget, så kontakt Nordjyllands Politi på tlf. 114.

Publiceret 14 January 2017 10:38