13 politibiler og tre ambulancer til kæmpe slagsmål i Vollsmose:

Han lå på trappen og skreg af smerte

Af
Af Daniel Sennek

 
Et stort og voldsomt sammenstød i den udsatte bydel Vollsmose fandt tirsdag eftermiddag sted. Her måtte politiet rykke massivt ud for at få styr på sagerne. 
Et øjenvidne fortalte til Ekstra Bladet, at mindst 13 politibiler ankom til området. BT skrev desuden, at tre ambulancer er rykket ud til Odense-bydelen. 
Fyns Politi modtog tirsdag d. 30. maj 2017 klokken 16:06 en anmeldelse om et større slagsmål i Egeparken i Vollsmose. Her var en mand slået i hovedet med en stump genstand, mens en anden mand er stukket i låret. De er begge uden for livsfare. Fyns politi er synligt tilstede både i Egeparken og ved Odense Universitetshospital. 
Ifølge politiet er der ikke tale om et bandeopgør, men derimod en gammel familiestrid.
"Det er ikke banderelateret, men derimod noget familierelateret. Vi har ikke fået trawlet hele historien op endnu, men der er foregået noget mellem to familier, der ender på denne her måde. Det er en gammel, gammel familiestrid, og vi fortsætter selvfølgelig med at grave i det og finde historien," fortæller vagtchef Asbjørn Larsen ved Fyns Politi onsdag morgen til Fyens Stiftstidende.
Fyens.dk skriver, at flere personer kom i slagsmål, efter at en bil blev stjålet, og et opgør udviklede sig.
En beboer, der ikke ønsker at stå frem med navn, fortæller til Ekstra Bladet, at en af de tilbageholdte flygtede fra politiet.
"Vi så, at politiet var halvvejs oppe at slås med nogle af dem, der lavede ballade. Mange af kammeraterne ville blande sig og spillede op til politiet. Det hele faldt dog til ro, da der kommer flere politipatruljer," fortæller beboeren til Ekstra Bladet og tilføjer:
"Der lå en mand på trappen ved Egeparken 18 og skreg af smerte, fordi han var blevet stukket. Politiet og en dame med tørklæde forsøgte at hjælpe ham, og da nogle af fyrene forsøgte at blande sig igen, råbte kvinden højt efter dem, og så fik politiet dem væk."
I forbindelse med uroigheder har Fyns Politi anholdt en 18-årig mand, som mistænkes for overtrædelse af straffelovens § 245 - kvalificeret vold. Ved anholdelsen flygtede vedkommende fra stedet, men blev anholdt kort herefter ved Odense Universitetshospital. Det kan ikke udelukkes, at der foretages yderligere anholdelser i sagen. 
Se mere video på localeyes.dk.

11214

Publiceret 31 May 2017 08:44