Hestefolk frygter Klampenborgvej:

"Det svarer til at lægge en fodboldbane ved siden af en motorvej

Melina Dahl er ikke den eneste, der mener, at trafiksikkerheden på og ved Klampenborgvej er kritisabel

Af
Signe Haahr Pedersen

“Min opfattelse af rideforholdene langs Klampenborgvej er, at det svarer til at lægge en fodboldbane ved siden af en motorvej. Det er kun et spørgsmål om tid, før det koster liv.”
Sådan siger Nanna Carlsson, der ofte rider ture i Dyrehaven. Hun kender Melina Dahl, som forrige søndag blev ramt af en bil, da hendes hest sprang ud på Klampenborgvej, og hun deler hendes frustration over trafiksikkerheden i området, hvor der dagligt færdes ryttere i alle aldre.
Blandt andet ligger Ordrupdal Rideklub på Mosehøjvej.
Også her frygter rytterne Klampenborgvej, som de er nødsaget til at krydse for at komme over til ridestierne i skoven.
“Når vi krydser Klampenborgvej, kommer vi med ni til ti heste, og nogle bilister bliver gale, når de skal holde tilbage, og nogle kører op på fortovet for at komme forbi eller ind mellem hestene. Heldigvis har vi ikke været ude for, at nogen blev påkørt,” siger Mette Køllgaard, som har været rideklubbens daglige leder i otte år.
“Vi er bange for bilerne og for motorcyklisterne, og derfor har vi savnet et hegn. Vi rider nu gennem Ordrup Krat, fordi det er for farligt at ride langs Klampenborgvej med børn. Vi har kæmpet i mange år for at få et lyskryds sat op nede ved fodgængerfeltet. For bilerne holder ikke tilbage. Det er også et problem for børnehavebørn og skolebørn,” siger hun og fortsætter:
“Hegnet ville gøre, at hesten ikke løber ud foran bilerne. Det ville jo også være i bilisternes interesse. Vi har 70 ryttere, der dagligt krydser vejen, og vi træner dem til at være vant til biler. Men man kan aldrig vænne dem til, at der pludselig kommer en motorcykel med høj fart eller biler, der dytter eller lyden fra en bus, der lukker luft ud. Det er svært at være hundrede procent sikre. Og heste er flokdyr. Så løber en, løber de alle sammen. Det, vi har gjort her fra Ordrupdals side er, at vi er begyndt at ride ned gennem Ordrup Krat. Men vi skal stadig krydse vejen. Vi har som sagt tidligere kontaktet Gentofte Kommune omkring det. Og det endte med en lille midterpille på midten af vejen. Men det er ikke helt godt nok. Det får ikke bilerne til at stoppe eller sætte farten ned.”

Svært at finde løsning

Melina Dahls ulykke skete ved fodgængerfeltet, der er placeret ved Klampenborg Galopbane. Direktør for galopbanen Carsten Baagøe Schou har ikke oplevet problemer med galopbanens heste og vejen.
“Galopheste er en helt anderledes størrelse. De er på en bane, der er hegnet ind, og det hører til sjældenhederne, at hestene kommer uden for galopbanens område,” siger han og fortsætter:
“Jeg har lagt mærke til de heste, der går langs Bindesbøllvej. De går både på vejen, fortovet og på cykelstien. Her kunne det sagtens være en idé at lave noget bedre afmærkning eller en bedre rute for hestene. For det er et villakvarter, hvor de trasker af sted på vejen, og det er lidt atypisk, synes jeg.”
Forslaget om at sætte et hegn op, som Melina Dahl og andre kommer med, tilslutter han sig dog ikke.
“Jeg har svært ved at se, hvad man kan gøre ved Klampenborgvej. De skal jo krydse vejen. I fodgængerfeltet vil man jo altid skulle løbe en risiko. Jeg har svært ved at se, hvordan et hegn vil kunne løse det,” siger Carsten Baagøe Schou.
Stine Hamann er en anden lokal rytter, der har redet i området gennem 12 år. Og hun mener, at Melina Dahls ulykke bør give anledning til handling. Hun fortæller, at hun flere gange i løbet af de senere år har taget kontakt til både Gentofte og Lyngby Taarbæk Kommune - blandt andet med forslag om at etablere et lyskryds ved Skovgårdsvej og Klampenborgvej.
“Et lyskryds, som gående eller ryttere kunne trykke på for at få grønt. Det kunne være en mulighed. Der ligger også en børnehave på hjørnet af Skovgårdsvej, som også bruger skoven. Så der er rigtig meget, der taler for at gøre noget,” siger Stine Hamann.

Publiceret 25 January 2018 11:15