Arkivfoto.

Arkivfoto.

Kendt fra tv:

Hård negl i voldsom ulykke på motorvej

"Det er et mirakel at jeg har overlevet dette uden en skramme! Jeg er her til aften kørt galt på motorvejen, og Falck-manden, der hjalp mig ud af bilen sagde, at 9 ud af 10 tilfælde som dette resulterer i en dødsulykke! Min bil vendte rundt på taget, og jeg kurrede hen af asfalten på taget, mens ruderne sprang, og alt fløj rundt i bilen, mens jeg bare ventede på, at mit liv skulle ende."
Sådan skriver Simon Iversen i et Facebook-opslag efter, at han var ude for en voldsom trafikulykke.
Mureren Simon Iversen, der er kendt fra DR-serien 'Hård udenpå', kom fredag aften kørende på motorvejen ved Køge, beretter han til bt.dk:
"Jeg kan godt se, at der er en lastbil længere fremme, men så begynder jeg at rode ved min telefon for at skifte musik, og så opdager jeg pludselig, at jeg er kommet for tæt på den. Jeg får et chok og drejer først væk fra lastbilen, og så drejer jeg kontra bagefter, og det resulterer i, at bilen skrider ud og ruller om på siden, hvor den kurer hen langs motorvejen. Så vender den rundt, og jeg kurer videre på taget i rigtig lang tid - et minuts tid, vil jeg tro," siger Simon Iversen dagen derpå til bt.dk.
Han fik spændt sig ud af sikkerhedsselen og kravlede selv ud af den forulykkede bil. Fuldstændig uskadt. Herefter blev han kørt på Køge Sygehus, hvor blodprøver ifølge tv-kendissen kunne udelukke, at han havde haft alkohol i blodet.
"Det er hundrede procent min egen skyld. Min bil er en stor og sikker bil med automatgear og fartpilot. Den bipper, når jeg kommer for tæt på nogen, og når jeg kører over vejstriber. Det har gjort mig sikker som trafikant. Jeg har fået fornemmelsen af, at der ikke kan ske noget. Så den her oplevelse har lært mig det modsatte - at man skal køre bil, når man kører bil, og ikke rode med telefon eller anlæg eller alt muligt andet lort. Det har været en kæmpe lærestreg. Hvis bilen var rullet om på den anden side eller var kuret skråt og havde ramt et autoværn, havde jeg været død. Fuck det, at min bil er i stykker. Jeg er ikke kørt ind i en familie, og jeg er heller ikke selv kommet til skade. Det er vanvittig heldigt," siger Simon Iversen 



Publiceret 28 January 2018 10:53