Modelfoto

Modelfoto

Sygehuse brugte bevidst uskarpe nåle:

"Vi kunne jo spare en million"

Af
af Daniel Sennek

I tre måneder måtte patienter på midtjyske hospitaler trækkes med større smerter og irritation, når de blev stykket med såkaldte PVK-nåle.

Det skriver TV2 Østjylland.

Nålene bliver brugt til venekateter, der bliver brugt til at give en patient medicin eller væske direkte ind i blodbanen. Men indtil januar måned har den nål, som hospitalerne har brugt voldtr mere smerte end hvad godt er. De er nemlig ikke så skarpe, som nålene plejer at være - men de var billigst.

"Det er rigtigt, at produktet havde en ringere kvalitet, men fagfolk havde vurderet, at den var høj nok til, at man godt kunne bruge produktet. Desuden kunne vi spare en million kroner om året, og det er jo også en slags penge," siger Jacob Stengaard Madsen, regionsdirektør i Region Midtjylland, til TV2 Østjylland.

En masse klager har dog ført til, at nålene efter blot tre måneder er taget ud af brug. Regionen forsvarer dog stadig brugen af nålene.

"Vi kan ikke bare blive ved med at købe de samme produkter til en dyr pris. Vi bliver nødt til at konkurrenceudsætte vores varer. Ellers får udbyderne et monopol og kan skrue prisen op. Men det er ærgerligt, når det går galt som her. Det er ærgerligt, at vores personale har været så frustreret, og at patienter er kommet i klemme. Det må vi prøve at lære af," siger Jacob Stengaard Madsen til mediet.

Publiceret 30 January 2018 10:17