33-årig begik grusom voldtægt mod forsvarsløs 95-årig kvinde

Manden er kendt skyldig i fuldbyrdet voldtægt samt en stribe blufærdighedskrænkelser

 

Natten til torsdag den 12. oktober sidste år trængte en dengang 32-årig mand fra København ind i hjemmet hos en 95-årig kvinde i Blistrup i Nordsjælland.

Han voldtog midt på natten den stærkt svækkede og næsten blinde kvinde, som, straks efter han forlod stedet, slog alarm.

Mandag blev han ved Retten i Helsingør kendt skyldig i voldtægt begået under særligt skærpende omstændigheder. Retten lagde vægt på, at den nu 33-åriges dna er fundet i sæd på den 95-årige kvinde og flere steder i hendes hjem.

Nævningene i retten dømte ligeledes manden skyldig i en række blufærdighedskrænkelser og tyverier. Han har ifølge vidner blandt andet onaneret foran kvinder i en Netto, en bus og ved en privatadresse.

Det var borgeres gode hjælp, der førte til anholdelsen af manden, som i dagene efter voldtægten af den 95-årige kvinde i Blistrup blev efterlyst med foto af Nordsjællands Politi. På et knivskarpt overvågningsbillede kunne man se ham forlade gerningsstedet med en let genkendelig rød rygsæk.

Spørgsmålet om strafudmåling må dog lade vente på sig, da man afventer en psykiatrisk erklæring fra Retslægerådet. Den vil få betydning for, om han skal idømmes en fængselsstraf eller anden behandling.

Der er fastsat et nyt retsmøde om dette den 7. juni, oplyses det på domstol.dk.

Publiceret 01 May 2018 14:39