52-årig amok i vejvrede:

Flåede bilist ud af bil og kylede en sten gennem ruden

 

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser vidner til en episode, som fandt sted på Kobbermøllevej i Kollund mandag eftermiddag kort før klokken 17.

Her fik en trafikal uoverensstemmelse en 52-årig mandlig bilist til at miste hovedet og gå fuldstændig amok på en 20-årig mand, skriver jv.dk.

Ifølge politiets vagtchef hev den arrige bilist den 20-årige mand ud af hans bil. Da den 20-årige havde held med at slippe fra den 52-årige og sætte sig tilbage i bilen, valgte den 52-årige at kaste en sten gennem bilruden på den unge mands bil. Han blev ramt og fik en del knubs, som han efterfølgende måtte en tur på skadestuen med.

Det lykkedes ifølge jv.dk at få anholdt den 52-årige mand, som nu sidder i brummen sigtet for grov vold.

Kontakt Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon 1-1-4 hvis du har oplysninger, som kan bidrage til sagen.

Publiceret 01 May 2018 12:24