Slagsmål mellem bekendte i kolonihave endte helt galt: Mand dræbt

59-årig mand fra Holbæk anholdt for drab på bekendt. Se flere fotos og video på Localeyes.dk

Af
Jacob Nielsen

Midt- og Vestsjællands Politi modtog fredag aften klokken 19.13 et alarmopkald om, at en mand var blevet alvorligt kvæstet i forbindelse med et slagsmål mellem to bekendte i haveforeningen Rørvangsparken i Holbæk.

Ambulancepersonale og personale fra en tilkaldt lægehelikopter ydede livreddende førstehjælp til en 48-årig mand fra Holbæk, hvis liv dog ikke stod til at redde på grund af blodtab og alvorlige læsioner efter en skarp genstand.

Den anden person i slagsmålet var flygtet fra stedet på en knallert, men blev hurtigt identificeret som en 59-årig mand fra Holbæk. Han blev senere på aftenen anholdt i Holbæk og bragt til undersøgelser på Retsmedicinsk Institut for at finde eventuelle spor på ham fra slagsmålet.

I området ved kolonihaverne ledte hundepatruljer i løbet af aftenen efter skarpe genstande og andre spor, der kunne have en betydning i sagen, og efterforskere fra Midt- og Vestsjællands Politi har indsamlet oplysninger fra vidner og andre om bl.a. årsagen til slagsmålet mellem de to mænd, som nu er endt med at være en drabssag.

Pårørende til den nu afdøde, 48-årige mand er underrettet.

Den 59-årige vil blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af lørdagen med krav om varetægtsfængsling, oplyser politiet.

Se flere videoer på localeyes.dk

Publiceret 01 September 2018 08:38