Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Taget på fersk gerning: 32-årig filmede nøgne badegæster i svømmehallen

Dømt for at filme nøgne drenge og mænd i Gigantiums omklædningsrum

Af
Jacob Nielsen

Den 5. marts sidste år optog en 32-årig mand 11 videosekvenser af både drenge og mænd i mændenes omklædningsrum til svømmehallen i Gigantium i Aalborg.

Manden blev afsløret og anmeldt af en anden badegæst, og nu har den 32-årige fået sin straf, fem måneders fængsel og forbud mod at komme nær Gigantium i fem år, ved Retten i Aalborg, skriver Nordjyske.dk.

Den 32-årige har erkendt, at han har filmet mændene og drengene i omklædningsrummet, og han har forklaret, at mobiltelefonen i virkeligheden var med, så han kunne tjekke fodboldresultater, men at fristelsen til at filme blev for stor.

Ifølge Nordjyske.dk skal manden, udover de fem måneder, også afsone to måneders fængsel, som han har i reststraf fra en tidligere sag af samme karakter.

Anklager Mikkel Holdensgaard er godt tilfreds med dommen.

"Den viser, at der bliver slået hårdt ned på denne type kriminalitet," siger han.

Den dømte har endnu ikke taget stilling til en eventuel anke af dommen.

Publiceret 01 September 2018 10:43