Arkivfoto

Arkivfoto

Uhyggeligt overfald på togstation: Unge i flok gennempryglede to personer - efterladt hjælpeløs på skinnerne

Politiet i større anholdelsesaktion

Københavns Vestegns Politi anholdt onsdag morgen seks unge, som alle er mistænkt for grov vold på Taastrup Station den 4. august kl. ca. 05.30.

De seks unge mænd i alderen 16 til 20 år mistænkes for at have overfaldet to mænd på perronen på Taastrup Station og have presset de to mænd ned på togskinnerne. Her fortsatte volden med slag og spark, ligesom de to ofre blev udsat for skaller og blev trampet i hovedet.

"Der er tale om et groft og umotiveret overfald på to personer, som kunne være endt helt galt, da en af de forurettede blev efterladt hjælpeløs på togskinnerne. Jeg er derfor meget tilfreds med, at det her til morgen er lykkedes at anholde de seks unge efter grundig efterforskning," siger politikommissær Søren Andersen fra Almen Efterforskning under Københavns Vestegns Politi.

De seks unge vil alle blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup senere i dag. Københavns Vestegns Politi efterlyser fortsat to unge mænd i forbindelse med overfaldet.

Publiceret 05 September 2018 09:44