Foto: Mostphotos

Børnelokkerjagt: Mand forsøger igen og igen at lokke skolebørn ind i sin bil

Flere ubehagelige episoder i Nørresundby har sat Nordjyllands Politi på børnelokkerjagt

Af
Jacob Nielsen

Nordjyllands Politi efterforsker for tiden flere sager, hvor mindre skolebørn er blevet forsøgt lokket med ind i en bil i nærheden af forskellige skoler i Nørresundby. Det skriver Nordjyske.dk.

Den første anmeldelse kom 7. september, og så sent som i den forgangne weekend er det sket for tredje gang.

"Vi efterforsker en sag, hvor en mand kører rundt i en bil og tager kontakt til børn i alderen op til 4.klasse," bekræfter politikommissær hos Nordjyllands Politi, Henrik Staal, til Nordjyske.dk. Han kan dog ikke med sikkerhed sige, om det er den samme mand, der står bag alle hændelserne.

Politiet er endnu ikke klar til at gå ud i offentligheden med et signalement på gerningsmanden/mændene, men politikommissæren opfordrer folk i området til at kontakte ordensmagten, hvis man ser noget mistænksomt, som kan have interesse for sagen.

Ring til Nordjyllands Politi på telefon 1-1-4.

Publiceret 18 September 2018 15:15