Kvinde havde netop parkeret sin bil: Så lød et brag, da jægeren skød hende

En 52-årig kvinde havde netop parkeret sin bil derhjemme, da hun blev ramt i armen af skud.

Af
Daniel Sennek

En kvinde fra Ry er blevet lettere kvæstet i en formodet vådeskudsulykke lørdag omkring middag. Det skete lige efter at den 52-årige kvinde, der bor på Bavnebjergvej lidt uden for Rym var vendt hjem efter en køretur.

Det skriver Horsens Folkeblad.

"Hun kom ind på sin bopæl og parkerede bilen. Kort efter blev hun ramt af noget i sin ene arm eller skulder-området. Hun blev kørt på sygehuset, og da politiet efterfølgende kom derud, viste det sig, at det tilsyneladende var et projektil, der havde ramt hende," forklarer politikommissær Steffen Wolf til avisen.

Det var kvindens ægtefælle, der efterfølgende hjalp hende på sygehuset. Skaderne var ikke alvorlige.I forbindelse med efterforskningen af sagen kom politiet i kontakt med en lokal mand, en jæger, der fortalte, at han havde været ude for at skyde en riffel ind.

"Han er blevet sigtet efter straffeloven for at have forvoldt fare for andres liv og førlighed," forklarer Steffen Wolf om jægeren, som han kalder "meget uheldig" til Horsens Folkeblad.

Publiceret 01 October 2018 14:17