9-årige Simon i rørende afsked til afdød bedste ven: Uadskillige indtil kræften ramte Oscar

Simon Staunstrup er blot ni år gammel, men har allerede prøvet at miste sin bedste ven. Oscar Kallesøe døde i januar af kræft - ni år gammel.

"Denne indsamling er til ære for dig Oscar. Jeg ved jeg aldrig får dig tilbage, men jeg håber pengene kan bidrag til, at andre gode venner ikke skal gennemleve det samme som du og jeg. Hvil i fred min søde Oscar."

Sådan skriver niårige Simon Staunstrup i den rørende afsked på Børnecancerfonden, hvor han har lavet en indsamling til sin ven. Indsamlingen har rundet 65.000 kroner - og foregår på Børnecancerfonden.

"Efter sommerferien skulle Oscar og jeg have startet sammen i 3. klasse, men jeg måtte i stedet starte uden ham. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på min bedste ven, og jeg savner ham uendeligt meget."

Marianne Benzon Nielsen er direktør hos Børnecancerfonden, og hun er ikke blot imponeret over, hvad den niårige dreng har startet for sin ven.

"Jeg er meget rørt over det, Simon har gjort for sin bedste ven ved at samle ind til Børnecancerfonden," siger Marianne Benzon Nielsen, direktør i Børnecancerfonden, til Dagbladet Holstebro-Struer.

"Simon er med til at give børn med kræft, deres familier og venner håb for en fremtid sammen. Børnecancerfondens primære formål er at støtte forskning i børnekræft, så flere børn kan overleve deres kræftsygdom og få færre følger af behandlingen. Jeg er utrolig taknemmelig for, at også børn som Simon samler ind til vores formål. Vi er en privat fond og helt afhængig af donationer fra ildsjæle som ham," tilføjer direktøren til avisen.

Publiceret 06 October 2018 09:16