Uhyggelig ulykke kvæster tre: To kvinder kæmper lige nu for livet

En mand og to kvinder er lørdag nat kommet alvorligt til skade. Det skete ved Nykøbing Mors, hvor de tre personer kørte på to ATV'er.

De tre personer er kommet alvorligt til skade under en trafikulykke i Nykøbing Mors. Politiet blev alarmeret om ulykken klokken 03.30, hvor to ATV'er var stødt sammen. Det oplyser Simon Skelkjær, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til Ritzau.

"De to kvinder er kritisk tilskadekomne. Manden skal undersøges, men vurderes ikke umiddelbart at være kommet kritisk til skade," siger Simon Skelkjær til Ritzau.

Politiet kan søndag morgen ike oplyse nærmere om tilstanden på de tre tilskadekomne. De tre personer, der alle er fra lokalområdet og kender hinanden, deltaget i et selskab lørdag aften.

Den ene af kvinderne blev efter ulykken fløjet til Aalborg Universitetshospital, mens den anden kvinde og manden er blevet indlagt på Viborg Sygehus.

De pårørende er orienteret om ulykken.

Publiceret 07 October 2018 08:04