Arkivfoto: JN

Alarmcentralen til 12-årige drenge efter ulykke: "Få fat i en voksen"

Af
Jacob Nielsen

Da 12-årige Silas Damsgaard lørdag den 29. september var ude for en ulykke på en gynge i et skovområde i det vestlige Fredericia, var vennerne hurtige til at kontakte 1-1-2, men alarmcentralen

var ikke til meget hjælp. Vennens opkald blev nemlig afvist med beskeden om, at han skulle få fat i en voksen. Det skriver Århus Stiftstidene, som har talt med drengene og deres forældre, der alle er utilfredse med alarmcentralens behandling.

Silas hoppede på "slyngen" - en gynge bestående af en pind for enden af et langt tov - men noget gik galt, og Silas røg cirka tre en halv meter ned. Efter faldet havde han store smerter i ryggen, kunne ikke bevæge sig og hyperventilerede.

12-årige Daniel Outzen er kammeraten som kontaktede 1-1-2:

"Jeg sagde, at vores forældre var rimeligt langt væk, og at man skulle gå i rimeligt hårdt terræn i noget af tiden. Men de skulle bruge en voksen," fortæller han til Århus Stiftstidende.

Det lykkedes efter flere telefonopkald og en løbetur gennem skoven for drengene af få hentet en forælder, og da hun kontaktede alarmcentralen blev der straks sendt en ambulance.

Silas Damsgaards mor, Sandra Damsgaard, forstår ikke, hvorfor børn i skolen skal lære at ringe 1-1-2, når det så ikke nytter noget i virkeligheden.

"Der er ikke rimeligt, at alarmcentralen ikke vil sende en ambulance. Der kunne være sket noget alvorligt. Han kunne have brækket ryggen eller noget andet. Hvordan skulle børnene vide det?, lyder det fra Sandra Damsgaard.

Region Syddanmarks vagtcentral vil ikke udtale sig om den konkrete sag, men generelt siger chef for vagtcentralen, Kim Ahlers:

"Vi har ikke nogen regel, der siger, at børn ikke kan ringe 112. Vi er nødt til at vurdere hvert enkelt opkald."

Vagtcentralen vil nu undersøge, om der er sket fejl i sagen.

Silas Damsgaard slap heldigt fra ulykke uden brøkkede knogler men med muskelskader, som han betød fire sygedage, skriver Århus Stiftstidende.

Publiceret 08 October 2018 10:53