Foto: Finn Due

Skarp advarsel fra politiet: Pas på - danske svindlere har videreudviklet kendt udenlandsk fupnummer

Tro ikke på at det er din bank/kommune/fagforening eller retten, der ringer og vil have dine bankkonto-oplysninger

Af
Jacob Nielsen

Selvom nogle borgere fortsat går i fælden, så er de fleste efterhånden bekendt med tricket, hvor en falsk medarbejder fra Microsoft/Windows eller Google med dårlig engelsk accent ringer op og fortæller, at de skal have adgang til deres pc, fordi der er noget galt med den.

Men desværre har også danske bedragere udviklet på fupnumrene, advarer Syd- og Sønderjyllands Politi.

Fupmagerne ringer op og udgiver sig for at være fra for eksempel en fagforening, der gerne vil donere penge til vedkommende eller fra en kommune, der har opdaget, at de har fået for lidt i pension og vil indbetale pengene. De kan også foregive at være fra en bank eller fra retten.

De seneste tre måneder har Syd- og Sønderjyllands Politi fået en håndfuld af den type anmeldelser, hvor bedrageren har talt udmærket dansk. I et tilfælde blev offeret franarret 60.000 kroner – i et andet tilfælde over 50.000 kroner.

"Vi kan kun gentage, at man aldrig – og vi gentager aldrig – skal give sine betalingskort-oplysninger, info om NemId eller bank-oplysninger videre til folk i telefonen. En myndighed vil aldrig nogensinde ringe og bede om den type informationer. Det vil banker og fagforeninger heller ikke," lyder meldingen fra politiet, som samtidig opfordrer familiemedlemmer til ældre borgere til at tage en snak med dem om, at de ikke skal lade sig lokke. Ofrene er nemlig ofte ældre mennesker.

Publiceret 15 October 2018 12:57