Arkivfoto: Finn Due

Voldeligt sexoverfald på ung kvinde: Trukket til jorden med kvælertag

Af
Jacob Nielsen

Natten til søndag klokken cirka 04:50 blev en 21-årig kvinde overfaldet i et forsøg på voldtægt af en mandsperson i Aalborg. Nu efterlyser Nordjyllands Politi vidner, som kan have set manden i Aalborgs nattenliv i timerne før overfaldet.

Den 21-årige kvinde var på vej hjem fra byen via Østerbro med retning mod øst, da hun i baggården ved Østerbro 41 og Øster Havnegade 5 blev overfaldet af en mand, som ved hjælp af kvælertag trak hende til jorden, hvorefter han trak hende hen mod et græsareal.

Kvinden skreg meget højt, og et par, som befandt sig i området, bemærkede overfaldet, hvilket fik manden til at flygte fra stedet via Østerbro med retning mod vest.

Forsøgte to gange

Cirka 35 minutter tidligere på natten havde en 23-årig kvinde bemærket den samme mand ud for Østerbro 41. Den 23-årige kvinde gik kl. ca. 04:15 ad Østerbro med retning mod vest, da hun bemærkede manden, som fulgte efter hende ind i baggården ved Østerbro 31. Den 23-årige følte sig utryg ved situationen og satte derfor farten op. Hun nåede frem til sin opgang, hvorefter manden forlod baggården.

Signalement

De to kvinder samt et tredje vidne har beskrevet gerningsmanden som:

• mand

• ca. 25-35 år

• ca. 175-185 cm høj

• almindelig til buttet af bygning

• med kort karseklippet hår

• iført mørk jakke og mørke bukser

• med lys hudfarve

• dansktalende

Politikommissær Carsten Straszek, der efterforsker sagen, vil meget gerne i kontakt med vidner:

"Det kan være personer, som har hørt skriget fra den 21-årige kvinde, set overfaldet eller observeret manden i området omkring Østerbro/Øster Havnegade," siger Carsten Straszek.

Oplysninger i sagen kan gives til Nordjyllands Politi på telefon 1-1-4.

Publiceret 25 October 2018 14:20