Gerningskvinden til røveriforsøget den 23. oktober i Gug bar en jakke som denne af mærket Sebago, oplyser politiet.

Gerningskvinden til røveriforsøget den 23. oktober i Gug bar en jakke som denne af mærket Sebago, oplyser politiet. Foto: Nordjyllands Politi

Midaldrende kvinde efterlyses for frækt røveriforsøg

Den 23. oktober blev en 44-årig kvinde udsat for et røveriforsøg på et stisystem bag en børnehave i den nordjyske by Gug. Politiet søger vidner

Af
Jacob Nielsen

Sammen med en 6-årig dreng var en 44-årig kvinde den 23. oktober ved 15-tiden ved at forlade en børnehave på Beatesmindevej 175 i Gug via stisystemet bag ved børnehaven. Kvinden holdt sin mobiltelefon i hånden, da en fremmed kvinde pludselig kom cyklende og forsøgte at frarøve den 44-årige sin telefon. Den 44-årige kvinde fik afværget overfaldet, og gerningskvinden cyklede videre.

"Vi vil meget gerne i kontakt med vidner. Den forurettede kvinde så under overfaldet en mand på ca. 60-65 år, som gik tur med en lille hvid hund i nærheden. Ham er vi meget interesserede i at høre fra. Der kan også være andre, som har set eller hørt noget, fx i forbindelse med afhentning af børn i børnehaven," siger politikommissær i Nordjyllands Politi, Martin Rolighed.

Bliv opdateret dagligt med de seneste 112-nyheder om ulykker, drab og vold fra lokalavisen.dk direkte i din mailboks. Tilmeld dig nyhedsbrevet her:

Den ukendte gerningskvinde med cyklen beskrives som følger:

• Kvinde med mellemøstligt udseende

• 45-50 år

• ca. 170 cm høj

• spinkel af bygning

• med gråt kruset hår opsat i en lille hestehale

• havde buskede øjenbryn

• iført sort arbejdsjakke af mærket Sebago, hvilket var skrevet på brystet af jakken

• iført sorte joggingbukser og sorte træsko uden hælkap

• bar et gråt tørklæde på hovedet

• cyklende på en hvid damecykel med sort cykelkurv foran

Borgere med oplysninger i sagen bedes ringe til Nordjyllands Politi på telefon 1-1-4.

Publiceret 29 October 2018 12:09