Arkiv/Modelfoto

Arkiv/Modelfoto

Patients forelskelse i SOSU-assistent kostede dyrt: Sådan blev han franarret 100.000 kroner

Kvinden skulle bruge penge på bil, ejendom og datterens konfirmation

En 49-årig kvinde blev mandag idømt seks måneders betinget fængsel, 120 timers samfundstjeneste og frakendt retten til at have med ældrepleje at gøre. Det skriver Sn.dk.

Retten vurderede, at hun havde misbrugt sin stilling til egen fordel, da hun som sosu-assistent i Odsherred Kommune indløste seks checks fra en nu 76-årig plejekrævende mand bosiddende i det sydlige Odsherred. Her havde den dømte kvinde i en periode sin gang, og i en periode på otte måneder indløste hun i alt seks checks på beløb mellem 10.000 og 30.000 kroner, som manden havde udstedt.

I retten forklarede kvinden, at hun aldrig havde bedt om pengene, og at hun havde følt sig tvunget til at tage imod dem, da manden ellers havde en tendens til at blive lidt for nærgående, skriver Sn.dk.

I retten fortalte den nu 76-årige mand, hvordan han havde givet kvinden checks til blandt andet reparation af både kvindens bil og ejendom og et bidrag til en konfirmationsfest for kvindens datter.

Manden forklarede, at han var forelsket i kvinden.

Publiceret 20 November 2018 00:00