Overgav sig frivilligt efter vold i taxa: "Bare giv mig håndjern på"
En taxachauffør fik torsdag aften tæsk af en kunde i Aarhus
Et kvindeligt vidne kontakte torsdag aften Østjyllands Politi pr. telefon, fordi hun netop havde overværet en taxachauffør få tæsk i sin taxa af en kunde. Det skriver Lokalavisen Aarhus.
Kvinden ringede klokken 18.17 og fortalte, at chaufføren var blevet slået i hovedet, og at der var blevet taget kvælertag på ham i taxaen, der holdt i krydset ved Vennelyst Boulevard og Nørrebrogade i Aarhus C.
Kort efter fik en politipatrulje standset taxaen ved Nørreport/Nørrebrogade, og da betjentene nærmede sig vognen, stak passageren hænderne frem med bemærkningen: "bare giv mig håndjern på."
Den 53-årige chauffør kunne fortælle, at han havde samlet kunden - en 39-årig mand - op på banegårdspladsen i Aarhus. De måtte stoppe undervejs, da han skulle kaste op, og da de var ved at være fremme, fortalte kunden, at han ikke kunne betale for turen.
Chaufføren sagde, han i så fald ville køre ham på politistationen, hvilket fik kunden til at gå amok på chaufføren og overfalde ham med slag og kvælertag.
Den 39-årige blev sigtet for vold, anholdt og taget med på politistationen, oplyser Østjyllands Politis pressemedarbejder, Jakob Christiansen, til Lokalavisen Aarhus.
jn
Publiceret 04 January 2019 16:35