Foto: Mostphotos

Foto: Mostphotos

Mand tiltalt for forsøg på bortførelse af flere børn fra børnehaver: Pædagoger måtte gribe ind

20-årig psykisk syg mand kræves anbragt tidsubestemt på institution for flere tilfælde af vold, blufærdighedskrænkelse og forsøg på bortførelse

Østjyllands Politi har rejst tiltale mod en 20-årig ung mand, som både er sigtet for vold af særlig, rå, brutal eller farlig karakter, blufærdighedskrænkelse og forsøg på bortførelse af flere børn. Det viser et anklageskrift, som Lokalavisen Aarhus har fået aktindsigt i.

De i alt fire forsøg på bortførelse fandt sted i marts måned 2015, hvor den unge mand rettede henvendelse i to børnehaver i Brabrand - Det Nye Børnehus på Gudrunsvej og Viben på Jettesvej.

"Fremgangsmåden har været, at han er gået ind i børnehaverne, har peget og sagt, at han skulle have et bestemt barn med. Uden at han har kunnet sige, hvem barnet er," fortæller anklager i sagen, Laura Simoni Pedersen.

I alle tilfælde greb pædagogerne ind, så det ikke lykkedes manden at slippe afsted med børnene. Hvad der ville være sket, hvis det var lykkes er uvist, men måske manden kan løfte lidt af sløret for det under retssagen.

Psykisk syg

Den unge mand har været bosiddende på en døgn- og aflastningsafdeling for børn og unge i Norddjurs Kommune og skulle angiveligt være psykisk syg.

På døgninstitutionen skulle han, ifølge anklageskriftet, også have krænket en pige ved at befamle hende i skridtet, og listen af anklager omhandler også vold.

Under et opholdt på en anden institution i 2017, overfaldt han personalet ad flere omgange. En ansat blev truet med kniv, mens en anden fik kastet en stol i hovedet.

Værste voldstiltale skyldes et angreb på en medarbejder, som blev forsøgt skadet med afkalkningsmiddel i oktober 2017. Her hældte den unge mand angiveligt afkalkningsmiddel i opholdstedets kaffemaskine, hvorefter han fik medarbejderen til at drikke en kop. Heldigvis havde maskinens varmelegeme neutraliseret afkalkningsmidlet. For denne episode er den unge mand tiltalt for vold af særlig, rå, brutal eller farlig karakter, skriver Lokalavisen Aarhus.

Den 20-årige nægter sig skyldig.

Sagen begynder i Retten i Aarhus onsdag. Der forventes dom 28. januar.

jn

Anklagemyndigheden under Østjyllands Politi har nedlagt påstand om, at den tiltalte 20-årige skal anbringes på en institution for personer med vidtgående psykiske handicap efter anbefaling fra Retslægerådet, og at anbringelsen skal være uden længstetid.

Publiceret 15 January 2019 13:57