Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Voldeligt overfald på 11-årig dreng: Jagtet, skubbet og sparket af granvoksen mand

Af
Jacob Nielsen

En 11-årig dreng fra Birkerød var tirsdag aften offer for et tilsyneladende umotiveret overfald, oplyser Nordsjællands Politi.

Drengen var ved 19-tiden på vej hjem fra en kammerat fra Kvædegangen, da han på Plantagevej blev opmærksom på en fremmed mand, der gik efter ham. Manden kom formentlig ud fra stikvejen Ferskengangen.

Drengen blev skræmt og forsøgte at løbe fra manden, som dog indhentede ham og gav ham et skub, så han faldt. Herefter sparkede han den 11-årige i ryggen og på skulderen, inden han stak af til fods.

Drengen beskriver overfaldsmanden som: 35-45 år gammel, skaldet med rynker.

Nordsjællands Politi hører gerne fra eventuelle vidner eller folk, som har en idé om, hvem gerningsmanden er. Kontakt på telefon 1-1-4.

Publiceret 16 January 2019 10:58