Foto: localeyes.dk

Spark til hund førte til drab: Hvad skete der, da 48-årig blev stukket til døde i kolonihavehuset?

Var det nødværge eller et bevidst forsøg på at skade en 48-årig mand, da en 59-årig mand stak en steakkniv i halsen på den 48-årige, så han døde af blodtab?

Af
Daniel Sennek

Det er det, som Retten i Holbæk skal tage stilling til. For hvad skete der den skæbnesvangre sommeraften? Den 59-årige nægter sig skyldig i at have dræbt den 48-årige den 31. august sidste år bevidst - hans forsvarer ønsker ham frifundet på grund af nødværge.

Det skriver dagbladet Nordvestnyt.

Den 48-årige mistede livet, da han opsøgte den 59-årige hos en fælles bekendt i et kolonihavehus på Solsikkevej i Holbæk. Her befandt sig både den 59-årige mand og huset ejer. De har begge fortalt i retten, at den 48-årige kom direkte ind i huset og gik til angreb på den 59-årige mand.

"Han kommer ind og stryger direkte over til den 59-årige (navn udeladt, red.) og vælter ham ned fra stolen og slår ham helt vildt," forklarede det eneste vidne, der var til stede, da knivstikket faldt, til avisen.

Vidnet forklarede, at den 48-årige først stoppede med at slå, da han udbrød: "Han har stukket mig!". Den 48-årige mand faldt om og døde af blodtab. Den 59-årige fik konstateret adskillige brud efter episoden. Inden den 48-årige var kommet ind i huset, havde han taget en steakknig fra opvaskebaljen for "at have noget at holde ham væk med".

Forinden de to mænd tørnede sammen, havde den 59-årige tidligere samme dag sparket den 48-åriges Rottweiler. Det fik den 49-årige til at blive rasende, da han hørte om det. Han ringer til den 59-årige:

"Han siger meget aggressivt, at jeg har sparket hans hund, og at han nu er på vej hen til mig, og så lægger han på. Jeg prøver at ringe op til ham, men han tager den ikke," forklarede den 59-årige ifølge Nordvestnyt.

Se flere fotos og video på localeyes.dk

Publiceret 24 January 2019 13:35