"Du skal betale tilbage!": Kommune fastholder krav om 266,73 kroner fra døende kræftpatient

Haderslev Kommunes beslutning om, at Paul Erik Lund, der er terminal kræftpatient, skal tilbagebetale 266,73 kroner, har vakt stor kritik, men kommunen holder fast i kravet.

Af
Daniel Sennek

Paul Erik Lund er uhelbredelig syg af kræft, og lægerne vurderer, at han formentlig ikke har lang tid tilbage at leve i. I december fik han så en indtægt fra en tidligere arbejdsgiver på 289,73 kroner. Penge, som Haderslev Kommune nu vil have fat i.

Det skriver Jydske Vestkysten.

"Du har den 28. december 2018 modtaget brutto 289,73 kroner, som du ikke har oplyst os om. Jeg vurderer, at du vidste, at du skulle oplyse os om udbetalingen. Jeg lægger vægt på, at du er informeret om din oplysningspligt. Det fremgår af din ansøgning om kontanthjælp, at du er bekendt med reglerne om oplysningspligt. Det står også på hver en udbetalingsmeddelelse, at du har pligt til at give os besked angående indtægt. Det tilbagebetalingspligtige beløb på 266,73 kroner kommer fra, at der skal fratrækkes AM-bidrag på 23 kroner fra bruttobeløbet 289,73," står der ifølge avisen i det brev, som Paul Erik Lund fik fra Haderslev Kommune.

Den lille indtægt vidste Paul Erik Lund intet om, for kort før jul blev han indlagt, opereret og kæmper for at holde sig i live. Han er også bedøvende ligeglad med de 289,73, men det er Haderslev Kommune ikke.

Paul Erik Lund bliver repræsenteret af partsrepræsentant Mogens Rerup, da han selv har nok at se til med at holde sig i live. Og Mogens Rerup er langtfra tilfreds. Han nægtede at svare inden den 18. januar, men skrev i stedet en mail til de ledende medarbejdere i Haderslev Kommune.

Han mener desuden, at afgørelsen er fuld af fejæ, og anker sagen:

"Jeg har bedt om at få en beregning af, hvad det har kostet Haderslev Kommune at inddrive de 266,73 kroner fra en mand, der snart skal dø," fortæller han til Jydske Vestkysten.

Publiceret 30 January 2019 07:18