Foto: Mostphotos

Foto: Mostphotos

Skræksag: Restaurantchef voldtog flere af sine ansatte

Vestre Landsret afsagde torsdag dom i en sag mod den 35-årige ukrainer Oleksandr Cherepenko, der var tiltalt for hele 39 forhold.

Det drejer sig om tre tilfælde af voldtægt, vold, vidnetrusler, trusler mod liv og helbred, tyveri, brugstyveri af biler, bedrageri, afpresning, dokumentfalsk, overtrædelse af knivloven og våbenbekendtgørelsen samt ulovligt ophold og arbejde.

Oleksandr Cherepenko blev fundet skyldig i mange af forholdene, blandt andet de tre voldtægter, som blev begået i henholdsvis Ikast, København og i Viby J., og han blev idømt 8 års fængsel og udvisning af landet for bestandigt, oplyser domstol.dk.

Ofrene var i de fleste tilfælde herboende ukrainske eller lettiske kvinder, som den 35-årige ukrainer havde opnået kontakt med via en Facebookgruppe for russisktalende personer.

Han havde haft seksuelt samkvem med adskillige af kvinderne og i flere tilfælde boet hos dem. Mange af kvinderne havde overladt ham penge, som han blandt andet fik dem til at skaffe ved at optage lån.

Samtidig havde Cherepenko sat sig i besiddelse af kvindernes biler og andre ejendele. Flere af kvinderne arbejdede under manden i en restaurant, som han var den reelle leder af, lyder det i dommen.

Ifølge TV Midtvest kom Cherepenko til Danmark i 2015, og han har forklaret i retten, at han er uddannet jurist og tidligere har været boksertræner og arbejdet i politiet. En mentallægeerklæring har beskrevet, at han har en forstyrret personlighed med selvhævdende træk.

jn

Publiceret 01 February 2019 11:19