Sovende hjemløs mand forsøgt brændt af i velhaverkvarter

Natten til mandag blev en 55-årig hjemløs mand forsøgt brændt af på Skodsborg Station. Her blev der sat ild til hans sovepose, mens han sov.

Af
Daniel Sennek

En 55-årig hjemløs mand vågnede pludselig natten til mandag på Skodsborg Station. Her kunne han se, at der var ild i hans sovepose - en ild, der umiddelbart var påsat, oplyser Nordsjællands Politi i deres døgnrapport.

Politiet fik anmeldelsen om episoden mandag klokken 14.20 af en 61-årig mand fra Skodsborg, der er den 55-åriges bekendte. Den 61-årige har hjulpet den hjemløse mand i et års tid - blandt andet ved jævnligt at købe Hus Forbi, ligesom den 61-årige har hjulpet med andre fornødenheder.

Mandag hjalp han så med at anmelde sagen, der fandt sted på Skodsborg Station. Her havde den 55-årige lagt sig til at sove i sin sovepose under halvtaget på den vestlige side af stationen. Klokken 03.00 vågner han, da flammerne har fat i soveposen.

Den 55-årige mand får heldigvis sluppet branden hurtigt og nåede ikke at komme fysisk til skade.

Efterfølgende mente manden at kunne lugte brændbare væsker på soveposen, men kunne ikke umiddelbart se eller høre personer i nærheden.

Nordsjællands Politi tager hændelsen meget alvorligt og efterforsker nu sagen, hvor blandt andet den brændte sovepose skal undersøges for tekniske spor, ligesom videoovervågningen fra Skodsborg Station skal gennemses.

Publiceret 07 February 2019 07:11